Østre Landsret har torsdag udsat et meget ømt spørgsmål i en stor sag om omfattende hashhandel på Christiania til det nye år.
Spørgsmålet går på, om tre meget centrale politividners forklaringer i landsretten kan indgå i sagen eller ej.
Seks sager om organiseret hashhandel på Christiania blev anket til landsretten, og under den sidste ankesag kom det frem, at en anklager har instrueret tre centrale politividner om, hvad de skulle forklare i retten.
Den pågældende anklager er nu sat af sagen.
Mens Statsadvokaten i København har bedt Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) om at undersøge, om anklageren har begået noget strafbart, er sagen med 11 tiltalte blevet sat på pause i landsretten.
Alligevel har sagens forsvarsadvokater bedt landsretten tage stilling til, om de tre politividner overhovedet kan bruges i sagen, når nu de angiveligt har fået besked af anklageren om, hvad de skal sige.
Men torsdag har landsretten besluttet at udsætte det spørgsmål. Det sker med henvisning til, at DUP er i gang med en undersøgelse, og fordi landsretten behøver flere oplysninger i sagen for at kunne tage stilling.
En af forsvarerne i sagen, Kim Bagge, synes godt, at landsretten ville have kunnet tage stilling allerede nu.
- Det ville være helt ufatteligt stødende, hvis man tillod at føre de her vidner i landsretten. Så man kunne godt allerede nu have trukket en streg i sandet, siger han.
- Men det er en usædvanlig situation og en principiel beslutning. Og derfor har jeg forståelse for, at landsretten vil have så fyldestgørende materiale som muligt. Men beslutningen er uundgåelig, siger Kim Bagge.
Ifølge forsvarerne i sagen har anklageren givet så præcise instruktioner til politiagenterne, at deres forklaringer ikke kan bruges som beviser mod deres klienter.
I kendelsen torsdag beder landsretten om, at sagen hurtigt skal i gang igen. Derfor giver landsretten Statsadvokaten besked på at komme med en status på DUP's undersøgelse 20. februar.
Kort derefter skal der sættes en dato for et nyt retsmøde i sagen.
Fem ankesager om hashhandlen er allerede blevet afgjort i Østre Landsret.
/ritzau/