Sidste år fik 311 virksomheder bøder for at bruge ulovlig udenlandsk arbejdskraft. Det er det højeste antal i perioden 2012 til 2017. Det skriver DR Syd.
Især nogle brancher går igen i statistikkerne og her er landbruget en af dem. Formand for Sydvestjysk Landboforening, Niels Laursen, er en af de landmænd, der har fået en bøde for at benytte udenlandsk arbejdskraft.
- Hvis man skal forlænge en ansættelse, kan det tage helt op til tre måneder at blive behandlet. I den periode må de hverken arbejde eller være i Danmark, så de skal sendes hjem, siger Niels Laursen til DR Syd.
- Men vi har jo stadig brug for deres arbejdskraft i den periode, så der skal vi reelt ud at ansætte noget andet arbejdskraft. Der er nok nogen, der vælger at sige, at de er ligeglade med det, siger Niels Laursen til DR Syd.
Ifølge ham er reglerne så bøvlede, at det godt kan betale sig at tage chancen. Han håber derfor, at sagsbehandlingstiden forkortes og reglerne bliver enklere.
Store virksomheder får også bøder
Men det er ikke kun små virksomheder, der ikke har helt styr på lovgivningen. Danfoss har også fået bøder, fordi eksterne virksomheder ikke har overholdt reglerne. Det kræver en del arbejde, forklarer lønansvarlig Kent Frederiksen.
- Vi har årligt cirka 100 sager af den her slags, som vi skal have styr på. Ved at have et eksternt firma, der hele tiden har styr på lovgivningen og ændringer, er vi sikre på, at der ikke bliver lavet fejl, siger Kent Frederiksen til DR Syd.
VUC Haderslev Syd modtog en af de største enkeltbøder, efter at en russisk lærer havde været ansat 2013 og 2014. Det kostede en bøde på 100.000 kroner, og har fået uddannelsesstedet til at ændre reglerne for ansættelser.