De danske folkeskolelærere skal blive bedre til at lære fra sig og undervise. Sådan lyder det fra Kommunernes Landsforening (KL), der i dag lancerer sin nye strategi for lærerjobbet.
KL mener, at der har været for meget fokus på fagligheden, og at man har nedprioriteret lærernes pædagogiske og personlige evner, skriver Berlingske Tidende.
"Både lærere og lærerstuderende har behov for en omfattende træning i at anvende personlige og pædagogiske værktøjer til at lede undervisningen. Det har der hidtil været for lidt af," siger borgmester og formand for KL's arbejdsmarkeds- og erhvervsudvalg Erik Nielsen til Berlingske Tidende.
Danmarks Lærerforening bakker om forslaget.
"Det er godt, vi får flyttet fokus ned på, hvordan vi kan styrke lærernes fagdidaktiske kompetencer. For det er her, det virkelig rykker, når vi skal lære eleverne noget. Det er, hvordan vi kan formidle faget for eleverne på en god måde, så de forstår stoffet," siger formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen til Newspaq.
Fagdidaktik handler om, hvordan man underviser i et fag.
Undervisningsminister Bertel Haarder (V) er også positiv, men understreger at faglighed kommer før pædagogik.