Folketingets Ombudsmand har i dag slået fast, at det ikke var i orden, at en folkeskoleelev ikke fik sin konfiskerede mobil tilbage, inden hans skoledag sluttede.
Afgørelsen faldt efter, at en far havde henvendt sig til Folketingets Ombudsmand for at få vished om, hvorvidt det var i orden, at hans søns mobiltelefon blev tilbageholdt af skolen natten over.
Drengen blev ringet op af sin mor midt i undervisningen, og det fik læreren til at inddrage mobilen, og drengen fik den først retur den efterfølgende dag.
"Skolen må godt tage telefonen fra eleven i sådan et tilfælde, men skolen må ikke beholde telefonen til næste dag," udtaler ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen i en pressemeddelelse.
Det skyldes, at folkeskoleloven kun giver mulighed for at fastsætte regler om ordensforanstaltninger i skolens åbningstid.