Mange læger bruger i stor stil fritiden på at bijobbe i medicinalindustrien. Nu kan vi alle sammen kigge med på nettet og se, hvilke læger, der samarbejder med hvilke firmaer.
Næsten 1.600 registrerede samarbejder er blevet offentliggjort på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside. Registret skal være med til at forhindre, at læger er i lommen på private firmaer.
Og det er godt, mener Danske Regioner, der driver de offentlige sygehuse. Men formanden Bent Hansen (S) så gerne, at myndighederne går et skridt videre.
"Jeg vil gerne have, at der også var oplyst, hvor meget lægerne tjerner på det. Er det for eksempel under 50.000 kr., så mener jeg ikke, at det er noget problem. Men er det omkring 500.000 kr. så har det så stor en egeninteresse, som kan komme på tværs, at det måske påvirker lægen ordination af medicin. Derfor tror jeg, at alle har en interesse i, at det her kommer frem," siger Bent Hansen til Newspaq.
Også Forbrugerrådet og foreningen Danske Patienter synes, det ville være en god idé, hvis indkomstniveauet hos lægerne fra bijobberiet i medicinalindustrien kom frem.
"Så man ikke som patient bliver i tvivl om, om man får medicinen, fordi der er et samarbejde mellem lægen og medicinalindustrien, eller fordi det i virkeligheden er det bedste lægemiddel," siger Morten Freil, der er direktør i Danske Patienter.