Læger: Frygtet milits dræber ni i urolig Sudan-provins
Sudanske sikkerhedsstyrker begår fortsat krigsforbrydelser i Darfur, siger Amnesty International.

En milits har dræbt ni mennesker i en landsby i Darfur-provinsen i Sudan. Det oplyser en sammenslutning af læger i landet på sin Facebook-side.

Drabene skete mandag og blev begået af Janjaweed-militsen, der tidligere er blevet beskyldt for at stå bag krigsforbrydelser i Darfur, oplyser Sudan Doctors Central Committee.

Den lægelige sammenslutning er også en del af den protestbevægelse, der har demonstreret i månedsvis i Sudans hovedstad, Khartoum.

Her bliver den paramilitære styrke Rapid Support Forces (RSF), der også består af Janjaweed, beskyldt for at have dræbt over 100 demonstranter.

I en ny rapport fra Amnesty International skriver menneskeretsorganisationen, at sudanske sikkerhedsstyrker fortsat begår krigsforbrydelser og andre alvorlige overgreb i Darfur.

Amnesty henviser til "foruroligende nye beviser, herunder satellitfotos", der ifølge organisationen beviser, at RSF står bag ødelæggelsen af hele landsbyer og "drab og seksuel vold".

- I Darfur såvel som i Khartoum har vi bevidnet Rapid Support Forces' afskyelige brutalitet mod sudanske civile, siger Amnesty Internationals generalsekretær, Kumi Naidoo.

- Den eneste forskel er, at i Darfur har de i årevis begået deres grusomheder straffrit.

Den berygtede Janjaweed-milits var en del af den nu afsatte præsident Omar al-Bashirs sikkerhedsapparat.

Bashir satte militsen ind i konflikten i Darfur-provinsen i 2003, hvor den beskyldes for at stå bag alvorlige forbrydelser mod civile.

Omar al-Bashir, der nu er fængslet i Khartoum, er efterlyst for folkedrab ved Den Internationale Straffedomstol i Haag.

/ritzau/AFP

/ritzau/AFP
via Listen To News