For nylig måtte Lady Gaga acceptere, at det kun var folk over 18 år, der fik adgang til hendes koncert. Det skete i Sydkorea, hvor sangerinden optrådte i forbindelse med sin verdensturné.
Men selvom hendes koncert i Jakarta i Indonesien for længst er udsolgt, så har det lokale politi nu meddelt, at de ikke vil give sangerinden tilladelse til at optræde i byen.
Det sker efter protester fra islamiske grupper, der tager kraftigt afstand fra hendes "sexede fremtoning og provokerende danserutiner".
De mener, at det kan skade landets moral, hvis hun får lov at optræde til koncerten, som mere end 52.000 fans allerede har købt billet til.
- Vi vil stoppe hende, så hun ikke får sat en fod i vores land. Hun skal ikke komme her og sprede sin tro på satan, siger bestyrelsesmanden for den islamiske gruppe FPI (Islamic Defenders Front), Salim Atlas, til Female First.
- Hendes stil er vulgær, og hendes sexede og upassende tøj vil ødelægge vores børns sans for moral. Hun er meget farlig, siger han.
Det har gjort flere fans vrede - deriblandt Mariska Renata, der ellers havde sikret sig billet til braget den 3. juni.
- Jeg er meget skuffet. Vi er modne nok til at adskille vores egne moralske værdier fra, hvad der er kunst og kultur, siger hun.