Den 38-årige popstjerne Kylie Minogue blev droppet over telefonen af sin kæreste gennem fire år Olivier Martinez i fredags.
Den 41-årige franske skuespiller er gentagende gange blevet set med andre kvinder, og kun få timer efter bruddet blev han set med en smuk brunette i Los Angeles.
Et vidne fortæller britiske Sunday Mirror;
»Man skulle ikke tro, at han lige havde slået op med sit livs kærlighed. Denne smukke kvinde hoppede ind i hans bil og de kørte af sted. Han så meget tilfreds og glad ud. Overhovedet ikke ude af den.«
Bruddet blev kendt i fredags, da parret udsendte en pressemeddelelse:
»Olivier Martinez og Kylie Minogue bekræfter officielt, at de ikke længere er et par. De har gjort det klart, at beslutningen om at gå hver sin vej var i gensidig forståelse og fredeligt. Mediernes falske beskyldninger om illoyalitet har gjort dem begge kede af det. De to forbliver nære venner.«
Rygterne om Olivier Martinez’ utroskab har rumlet meget længe, men Kylie har fastholdt, at de havde et utroligt godt forhold.
Kylie Minogue er netop kommet ovenpå, efter at have måttet aflyse et par koncerter på grund af sygdom. Det var heldigvis ikke et tilbagefald af den kræftsygdom, hun for kort tid siden har overstået.