For første gang nogensinde er tre kvinder blevet straffet med piskeslag i Malaysia.
De har alle tre været så promiskuøse at have sex med personer, de ikke var gift med. Og det er brud på landets sharialovgivning, skriver nyhedsbureauet AFP.
Sharialovene er gældende på lige fod med det civile retssystem i Malaysia, hvor størstedelen af befolkningen er muslimer.
Ifølge en talsmand for landets indenrigsministerium blev kvinderne pisket i onsdags.
"De tre er de første kvinder, som har fået pisk for at have forbrudt sig imod sharialoven," siger talsmanden.
Sidste i år blev den malaysiske model Kartika Sari Dewi idømt seks piskeslag. Hun havde nemlig drukket en øl på et hotel.
Dommen vakte stor opstandelse i udlandet, og Dewi er da heller ikke blevet pisket endnu. Hun har appelleret dommen, og menneskerettighedsgrupper har opfordret de religiøse myndigheder til at ændre dommen.
"Jeg kan bekræfte, at Kartika ikke er pisket endnu, men jeg har ikke yderligere detaljer," siger talsmanden.