Selvom kvinder traditionelt er gode til at bruge deres netværk, så halser de alligevel langt efter mændene, når det handler om at score jobbet.
Det fastslår et studie fra North Carolina State University blandt 12.000 mænd og kvinder, skriver business.dk.
Og ifølge Karen Sjørup, der forsker i køn og ligestilling ved Roskilde Universitet, så er der noget om snakken.
"At networke er en del af en business-kultur, som ikke rigtigt ligger til kvinders natur. Særligt ikke de netværk, som ligger i fritiden som deltagelse i klubber eller Old Boys-fodbold. Det er aktiviteter, som kvinderne ikke er med i, men som de heller ikke bliver inviteret med i," siger Karen Sjørup, forsker i køn og ligestilling ved Roskilde Universitet til Berlingske.
Anne-Mette Michaelsen, der er stifter af kvindenetværket Powerkvinderne, er med på, at kvinderne skal bruge deres netværk bedre. For talentet er der, mener hun.
"Traditionelt er kvinder gode til at bruge deres netværk, men jeg kan godt genkende resultaterne fra undersøgelsen. Mange kvinder er meget pæne, når de bruger deres netværk til at nå noget selv," siger hun til Business.dk.
Kilde: Business.dk