Hvem er min rigtige far, mor? Det spørgsmål kommer flere og flere børn til at stille.
Antallet af kvinder, der er gjort gravide ved at få indsprøjtet donorsæd på en klinik, er nemlig fordoblet på to år. I 2006 var der 1.333 kvinder, der benyttede sig af muligheden, mens 3.088 kvinder i 2008 blev gjort gravide på denne måde. Det viser nye tal fra Sundhedsstyrelsen, som Politiken har fået fat i.
Tallene bakkes op af Dansk Fertilitetsselskabs egen optælling, som tæller over 7.000 behandlinger med donorsæd i 2008.
Det er især modne kvinder, der benytter sig af muligheden med donorsæd, fortæller overlæge ved fertilitetsklinikken Trianglen i Hellerup, Kåre Rygaard.
"Vi ser mange modne kvinder, som er blevet 36-38 år, og kan se, at ridderen på den hvide hest bliver ved med at ride forbi dem. De tager i dag sagen i egen hånd og kontakter en fertilitetsklinik," siger han.
Den primære årsag til eksplosionen i brugen af donorsæd skete efter 2007, hvor det blev lovligt for enlige og lesbiske at blive insemineret på lægeklinikker. Inden da gik kvinderne til private jordemoderklinikker.