Alt for få danske kvinder melder sig frivilligt til forsvaret. Derfor skal alle kvinder på 18 år tvinges på session.
Det mener et politisk flertal på Christiansborg.
Målet er blandt andet at vække kvindernes nysgerrighed og dermed rekruttere flere kvinder til militæret, der lider under personalemangel.
Til Jyllands-Posten siger forsvarsordfører Helge Adam Møller (K), at tvungen session for kvinder er "en super god måde at oplyse om dansk sikkerhedspolitik og mulighederne i forsvaret på."
Også socialdemokraterne tilslutter sig idéen.
"Det er rent principielt. Skal mænd, skal kvinderne også. Vi har et uudnyttet potentiale," siger forsvarsordfører John Dyrby Paulsen (S).
Partierne på Christiansborg indleder om få uger forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig.