Der bliver løjet om alverdens skavanker, når unge mænd skal til session. Mændene vil nemlig så gerne slippe for værnepligten, at de er villige til ligefrem at snyde på sessionen.
Det viser en undersøgelse, som avisen 24timer har fået lavet.
Hver syvende oplyser, at de har forsøgt at snyde sig til at blive erklæret uegnet til militærtjeneste ved sessionen, mens 40 procent af de unge mænd siger, at de er villige til at snyde for slippe for uniformen.
Det er alarmerende tal, mener Henrik Jørgensen fra Dansk Institut for Militære Studier.
"Vi har et billede af, at værnepligten er retfærdig, og hvis det undermineres af, at man kan snyde, bliver det svært at fastholde opbakningen til værnepligten," siger han.
Danmark er ét af blot seks Nato-lande, der stadig har værnepligt. En rapport lavet af Dansk Institut for Militære Studier viser, at netop problemer med snyd er en af årsagerne til, at langt de fleste Nato-lande enten har afskaffet værnepligten eller er ved at gøre det.
Men der skal ikke ændres på værnepligten, fastslår Konservatives forsvarsordfører, Helge Adam Møller, over for Nyhedsbureauet Newspaq.
"Der er en syvendedel, der forsøger at snyde, men det er utroligt få, det lykkes for. Der er ingen problemer med at få det antal, der er brug for, og kvaliteten er betydeligt højere, end den var for ti eller 20 år siden. Værnepligten fungerer fantastisk godt, og de unge er mere tilfredse end tidligere, så den skal fortsætte," siger han.
Helge Adam Møller mener, at problematikken snarere bunder i dårlig moral hos de unge mænd.
Oppositionen vil derimod gerne af med værnepligten. SF's forsvarsordfører, Holger K. Nielsen, mener, at tallene viser, at værnepligten ikke giver særlig meget mening for de unge.