Donna Simpson fra New Jersey i USA har en drøm.
Den 42-årige mor til tre vejer lige nu 273 kilo - men med en stålsat indsats håber hun på, at hun i løbet af bare to år kan tage 177 kilo på.
Det vil nemlig gøre hende til verdens fedeste kvinde med 450 kilo på sidebenene.
Kuren kræver uhyrlige mængder af mad, men heldigvis har den målrettede kvinde en skare af mandlige fans, der ifølge den britiske avis Daily Mirror sender hende penge for at se webcam-optagelser af hende, mens hun propper sig med fed mad, kager og cola.
For at nå sit mål skal Donna Simpson spise 12.000 kalorier om dagen. Og skulle modet svigte, står hendes 68 kilo lette mand Philippe, der også er fascineret af fede kvinder, klar på hjemmefronten.
Som 31-årig havde Donna Simpson ellers besluttet sig for at få en såkaldt fedmeoperation. Men kort tid inden, hendes mavesæk skulle snøres sammen, døde en veninde af den samme operation. Derfor droppede Donna Simpson at få sin.
Den fyldige mor hævder, at hun ikke er bange for at dø i forsøget på at nå den ekstreme vægt.
"Jeg elsker at spise, og folk elsker at se mig spise. Det gør folk glade, og jeg skader ikke nogen," siger hun til den britiske avis.