En 72-årig kvinde fra økommunen Askøy ved Bergen i Norge, som var indlagt med bakterien campylobacter, afgik onsdag ved døden.
Politiet undersøger nu, om dødsfaldet har sammenhæng med, at der er fundet campylobacter, som kan give mave-tarminfektion, i drikkevandet i Askøy.
Kvinden blev i weekenden indlagt med mave- og tarmsymptomer på Haukeland Universitetssygehus.
- Vedkommende kom ind med symptomer og fik påvist campylobacter, men fordi vedkommende havde en alvorlig grundlidelse, må vi foretag en obduktion.
- Det er derfor, at vi ikke kan sige noget om den endelige dødsårsag, siger kommunikationsdirektør Erik Vigander fra Helse Bergen.
Samlet menes omkring 2000 at være blevet syge af drikkevandet i kommunen. 49 voksne og 15 børn har været indlagt som følge af sygdomsudbruddet.
I øjeblikket er syv personer fra Askøy indlagt på Haukeland Universitetssygehus. Deres tilstand er ikke kritisk. To af dem er blevet indlagt i løbet af det seneste døgn, oplyser sygehuset torsdag morgen.
Mistanken om smitten af indbyggere i kommunen blev vakt 6. juni. Onsdag blev der fundet afføring fra hunde og hjorte på taget af et vandbassin i kommunen.
En repræsentant fra det norske Folkehelseinstituttet bistår kommunen med opklaringsarbejdet i sagen, og repræsentanten har været med til at hente miljøprøver til analyse.
Politiet har desuden været på stedet, og en hundepatrulje hjalp med at finde afføringen på taget af bassinet.
Tidligere er det også kommet frem, at det er mange år siden, at der er blevet taget vandprøver fra bassinet, hvor der er påvist tarmbakterier.
Kvindens dødsfald er sket, en uge efter at en etårig dreng fra Askøy afgik ved døden. Det er endnu uvist, om drengens død skyldes campylobacterbakterien.
Det er uvist, hvornår drikkevandet i Askøy kan drikkes igen.
/ritzau/NTB
/ritzau/NTB