Hvordan får man hormonspændte teenagere til at interessere sig for kunst? Svaret blafrede indtil for nylig i vinden, men nu har Vestsjællands Kunstmuseum taget udfordringen op.
Løftestangen til sisofos-opgaven er ifølge museet at tale de unges sprog i form af datingsitet artlovers.dk. Der er dog en væsentlig forskel i forhold til de mere almindelige datingsites: På artlovers.dk kan man kun date kunstværker!
På den nye hjemmeside for potentielle kunstelskere skal brugerne svare på en række kunstspørgsmål om et bestemt kunstværk. Er svarene rigtige, kan man komme til at date kunstværket i den virtuelle verden.
Ifølge Nanna Kronberg Frederiksen fra Vestsjællands Kunstmuseum skal dating-metaforen være med til at få en vanskelig målgruppe til at interessere sig for kunst.
»De unge finder ikke vej til museet af sig selv, men på den her måde kan de sidde der hjemme i ro og mag og lære mere om en række kunstværker,« siger Nanna Kronberg Frederiksen.
Ikke arto.dk
Hun er ikke bange for, at brugerne bliver så skuffede over, at artlovers.dk ikke er et traditionelt datingforum, at de helt vælger at boykotte det nye tiltag.
»Man kan slet ikke kommunikerer med hinanden indbyrdes på artlovers.dk, så hvis de vil date hinanden må de gå ind på arto.dk (regulært datingsite, red.),« siger Nanna Kronberg Frederiksen.
Vestsjællands Kunstmuseum har dog gjort lidt ud af at gøre dating-situationen med kunstværket så realistisk som muligt. Alle de 17 kunstværker, som brugerne har mulighed for at date, er enten portrætter af kvinder eller mænd. Dates med kubistiske kunstværker hører trods alt en mere moden alder til.