Af Cecilie M. Rasmussen, cera@avisen.dk
Et fad med flade pålægsmadder står klar på køkkenbordet, mens ungerne propper sig med pærestykker.
»Det kedelige ved økologisk mad er, at det er så gråt,« siger Margit Roslyng.
Hun er er leder af Børnehuset Kærnedammen i Brøndby, hvor al maden i vuggestuen og mælk og frugt i børnehaven er økologisk.
Knaldrøde spegepølser og pinkfarvede kødpølser ser mere spændende ud, men derudover er der få ulemper ved at bruge de naturlige varer. Udgifterne til madbudgettet er ikke blevet større, for pædagogernes portioner er sparet væk, og ved at købe ind til en uge ad gangen, undgår børnehuset spild.
»Kunsten er at strække frikadellerne, så i stedet for 500 gram kød bruger man 400 gram og tilsætter grøntsager. Det handler også om at bruge varerne med det samme og genbruge tingene, så gammel kødsovs kan komme på pizzaerne og havregrøden i bollerne,« fortæller Gitte Larsen, der i 10 år har været madmor.
Sundhed kommer først
Sådan kunne Kærnedammen selvfølgelig også gøre med almindelig mad. Men der er flere fordele ved at have en klar kostpolitik, mener Margit Roslyng. Børnene bliver ikke blot bevidste om, hvad de putter i munden, de undgår også at få allergi og mellemørebetændelse.
»Vi synes, det er rigtig, rigtig vigtigt, at børnenes sundhed kommer i højsædet. Vi tror, det giver sundere og mere harmoniske børn, at de slipper for alle e-numrene. De nye forældre er også meget bevidste om, hvad deres børn får at spise. Jeg tror faktisk, at de stadig ville vælge deres børns sundhed frem for en ekstra mooncar på legepladsen, hvis de kunne bruge pengene anderledes,« siger hun.
I alt er madbudgettet for Kærnedammens 16 vuggestuebørn og 32 børnehavebørn på 71.000 kroner, og selvom al maden er økologisk, giver det overskud.