Danske lønmodtagere er ikke optimister, når det gælder udsigterne til mere på lønchecken.
En international undersøgelse fra personalefirmaet Randstad peger på, at vi blandt andre europæere har nogle af de laveste forventninger til lønstigninger næste år.
Det skriver Jyllands-Posten.
Over 75 procent af danskerne i undersøgelsen svarer, at de er uenige eller meget uenige i udsagnet, "jeg forventer en lønstigning i 2012."
Hvis Randstads undersøgelse står til troende, gør det de danske lønmodtageres forventninger til nogle af de mest pessimistiske i Europa.
Claus Bak, som er direktør for Randstad Inhouse Services, tror ikke, at danskernes forventninger er urealistisk negative. Han mener, vi ved besked om de dårlige økonomiske vejrudsigter, fordi vi er tættere på ledelsen end lønmodtagerne er det i andre lande.
"Vi danskere er tæt på vores virksomheder og fokuserer på det resultatmæssige. Derfor er man selvfølgelig også realistiske med lønforventningerne. Jeg tror, at fordi vi er så tæt på virksomhederne, så vi ved, at det er med stor usikkerhed, vi går ind i næste år," siger Claus Bak til Jyllands-Posten.
Udover Danmark deltager lønmodtagere fra 30 lande i Randstads undersøgelse. Her er der kun fire andre lande, som har mere pessimistiske lønmodtagere end herhjemme.
Værst står det til Grækenland og Japan, hvor kun 17 procent af lønmodtagerne regner med mere i løn næste år.
Kilde: Jyllands-Posten