Det Kongelige Teater, politikere på Københavns Rådhus og kulturminister Brian Mikkelsen (K) kæmper i øjeblikket en kulturkamp om et parkeringshus ved det nye skuespilhus i hovedstaden.
I de oprindelige planer var en parkeringskælder en del af skuespilhuset på Kvæsthusbroen ved Københavns Havn skråt overfor Operaen. Men det blev skrottet af politikerene på Københavns Rådhus. Politikerne ville ikke have flere biler ind i byens centrum, lød argumentet.
Men det vil kulturminister Brian Mikkelsen (K) ikke høre tale om. Så han udsendte tirsdag aften en pressemeddelelse, hvori han skrev, at der skal bygges en parkeringskælder med plads til 500 biler.
- Kulturministeriet har i dag som ejer af Kvæsthusmolen (hvor skuespilhuset ligger, red.) ansøgt Københavns
Kommune om tilladelse til at etablere et parkeringsanlæg på statens
grund, hedder det i en pressemeddelelse fra ministeren.
Altså går den konservative kulturminister direkte i krig mod det socialdemokratiske og radikale styre på Københavns Rådhus med teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam (R) i frontlinien.
Men nu er teknik- og miljøborgmesteren ikke en mand, der sådan klapper hælene i, når ministeren taler. For nok er Klaus Bondam skuespiller af uddannelse - men han er først og fremmest fortaler for miljøet og i den forbindelse færre biler i København.
- Brian Mikkelsen må have fulgt uendeligt dårligt med i medierne, for
der er et markant ønske fra københavnerne og politikerne om at få færre
biler i byen. Han kan selvfølgelige søge om byggetilladelse, men jeg
har svært ved at se et flertal for ansøgningen, sagde Klaus Bondam senere tirsdag aften ifølge jp.dk.
Sent tirsdag aften meldte teaterchefen for Det Kongelige Teater, Michael Christiansen, sig så på banen.
Der skal være parkeringspladser ved skuespilhuset, for det lovede den daværende overborgmester Jens Kramer Mikkelsen tilbage i 2001.
I følge Michael Christiansen sagde Det Kongelige Teater kun ja til
placeringen af Operaen over for Skuespilhuset, fordi man fik lovning på
parkeringspladser ved det nye skuespilhus.
- Der er ingen tvivl om, at vi selv må tage affære. Derfor har jeg
henvendt mig til kulturministeren for at få en bemyndigelse til, at vi
kan bygge parkeringshuset selv. Vi kan ikke være andet bekendt over for
vores publikum, siger Michael Christiansen ifølge jp.dk
Og sætter så trumf på:
- At Klaus Bondam mener noget andet, det er jeg
fuldstændig ligeglad med, siger han.
Det står sagen lige nu. Men det er hævet over enhver tvivl, at diskussionen vil fortsætter de næste mange dage.