Konservativ Ungdom er vrede over et forslag fra Århus Universitet, der favoriserer kvindelige jobansøgere.
Universitetet vil belønne fakulteterne økonomisk, hvis de ansætter en kvinde frem for en mand. Usmageligt, mener Konservativ Ungdom.
"Hvis vi vil have dygtige forskere, skal vi vælge ud fra kvalifikationer og kompetencer, og ikke ud fra køn," udtaler næstformand for KU, Sille Beck Hansen til DR Nyheder.
KU opfordrer alle potentielle ansøgere til at boykotte Århus Universitet på grund af det nye tiltag.
Ligestillingsminister Lykke Friis ser imidlertid positivt på kønskvotering. Hun mener sagtens, det kan lade sig gøre at favorisere kvindelige ansøgere til lektor- og lærerstillinger samtidig med, at den mest kvalificerede ansøger får jobbet. Hun mener dog, at universitetet skal være opmærksomme.
"Ligestilling må ikke blive på bekostning af kompetencer," udtaler Lykke Friis til Berlingske Tidende.
Det nye forslag skyldes, at Århus Universitet har langt flere mænd end kvinder ansat. Kun hver tredje lektor og hver syvende professor er kvinde. Det sætter Århus Universitet i samme situation som syv andre danske universiteter, hvor Y-kromosomet også dominerer på lønningslisterne.
Københavns Universitet har tidligere haft succes med et lignende forslag, der førte til, at flere kvinder blev ansat. Nu vil Århus Universitet gøre dem kunsten efter - men det er altså ikke alle, der er begejstrede for forslaget.