Tegneseriehelten Superman har én svaghed: Mineralet kryptonit, der svækker hans kræfter. I hvert fald i fiktionens verden.
Men nu viser det sig, at kryptonitten rent faktisk findes. Forskere har fundet et mineral i en serbisk mine, der næsten svarer til beskrivelsen i tegneserien om Superman. I tegneserierne er kryptonitten afbildedet som en stor, grøn, krystal, men i virkelighedens verden er kryptonit hvid og ganske harmløs.
- Jeg er bange for, at det ikke er grønt, og det er heller ikke lysende – selvom det reagerer med ultraviolet lys og bliver lyserødt-orange, fortæller ekspert i mineraler Chris Stanley fra Londons Naturhistoriske Museum til BBC.
Chris Stanley blev tilkaldt, da et hold minearbejdere stødte på det ukendte mineral under arbejdet i minen. Og efter at have undersøgt det mystiske mineral blev Stanley stærkt overrasket, da han fandt ud af, at mineralet faktisk var beskrevet i forvejen – i en tegneserie.
Mineralet kan dog ikke få navnet kryptonit , da det ikke har noget at gøre med krypton , der er et rigtigt stof, som har form som en gas. Det nye mineral vil i stedet få navnet jadarit efter minen Jadar, hvor det blev fundet.
Lige meget hvilket navn, mineralet får, så er det første gang, et fantasistof er blevet til virkelighed. Så mangler vi bare Superman.