Nu er det svenske kongehus endelig med på den danske, royale babymode.
Kronprinsesse Victoria er gravid med det første barnebarn til det svenske kongepar.
"Deres Kongelige Højheder Kronprinsesse Victoria og Prins Daniel har den store glæde at meddele, at de venter barn," skriver hoffet i en pressemeddelelse.
Barnet er sat til at komme til verden i marts 2012, og den kommende mor har det godt, oplyser de videre.
Indtil videre er der ikke planlagt nogen ændringer i den travle kronprinsesses efterårsprogram. Så offentligheden kan stadig se frem til masser af muligheder for at se en glad Victoria med gravid mave.
Victoria blev gift med sin store kærlighed Prins Daniel i 19. juni sidste år.
Daniel var fitness-træner for Victoria, og parrets kærlighed var udsat for en del kritik, da Daniel blev anset for at være lidt for almindelig til at skulle vinde kronprinsessens hjerte.
Men mon ikke han efterhånden er tilgivet, når han kan levere noget så fint som en tronfølger til det svenske kongehus.