DR og Kronprins Frederik har indgået en aftale om, at kronprinsen skal lave en dokumentarfilm fra Grønland. Ideen er udviklet i fællesskab, fortæller programchef Lars Grarup.
»Vi har længe været i dialog omkring det her program. Kronprinsen interesserer sig meget for Grønland og for de grønlandske sælfangere, og derfor virker det helt naturligt at lade ham fortælle.«
Kronprinsen skal være medtilrettelægger på dokumentaren, men vil få hjælp af mere erfarne dokumentarfolk.
»Programmet kommer til at handle om fangerlivet på Grønland, som kronprinsen er meget optaget af,« siger Lars Grarup.
Tidsplan uvis
Kronprinsen har flere gange opholdt sig på Grønland, blandt andet som en del af Danmarksekspeditionen og som en del af den fire måneder lange Sirius 2000 ekspedition. Dengang dokumenterede kameraet også kronprinsens bedrifter på isen.
Hvornår programmet skal optages er endnu uvist.
»Det skal passe ind i hans tidsplan, så nu må vi se, hvornår han får et hul i kalenderen,« siger Lars Grarup.