En stribe danske tv-kendisser stillede op til nøgenfotografering til fordel for indsamlingsshowet Brystgalla 2010 - og Anne Louise Hassing, der var blandt modellerne, havde ingen skrupler med at smide tøjet.
For Anne Louise Hassing, bedre kendt som Ida fra tv-serien Krøniken, er det nemlig kunst.
"Og derfor var det slet ikke noget problem at være nøgen. For det var et kunstværk, vi lavede. Og jeg er rigtig stolt af det," siger hun til bt.dk.
Samtidig er hun jo med til at støtte et godt formål, påpeger hun.
"Så det er i en god sags tjeneste. Jeg vil virkelig gerne være med til at skrabe nogle penge ind til den gode sag," siger hun til bt.dk.
Anne Louise Hassing er dog skuffet over, at billedet kun indbragte 22.000 kroner, da det blev bortauktioneret for åben skærm.
"Det er da for tyndt, at det gik for 22.000 kroner! Jeg ville da have troet, at man kunne få 100.000 kroner for sådan nogle bare piger!," siger hun til bt.dk.
Pengene går til Støt Brysterne, der er Kræftens Bekæmpelses brystkræftkampagne.