Hvis 67-årige Waage Sandø kom i fængslet i dag, ville hans medfanger nok hurtigt genkende ham som enten IP fra Rejseholdet, Kaj Holger fra Krøniken eller fra en af de mange film, han har medvirket i.
Men da han var 33 år gammel, lykkedes det ham at skjule for omverdenen, at han fik en dom for spritkørsel. Som nytiltrådt chef for Odense Teater var han langt fra interesseret i, at omverdenen fik kendskab til hans dom for spirituskørsel.
Den berusede Sandø blev snuppet af politiet, da han kørte hjem fra en fest med sin dengang syv-årige datter siddende uden sele ved siden af sig i bilen.
"Måske har jeg slingret. Jeg husker svagt, at jeg på Skodsborg Strandvej endte i den anden kørebane og blev blændet af lyset fra en modkørende bil. Skæbnen ville, at det var en patruljevogn, der kom om hjørnet," skriver Sandø i sin nye selvbiografi 'Et ekstremt lykkeligt liv'.
I samme bog afslører skuespilleren fra DR's populære serier, at 15 års ægteskab med sin første kone, Kirsten, ikke afholdt ham fra at være utro ved en stribe lejligheder og med en række forskellige kvinder.