Det er for besværligt at starte produktionsvirksomhed i Danmark, selv med den nye vækstpakke.
Det mener Jan Sørensen og Claus Spiegelhauer, adm. direktører i hver sin virksomhed inden for stålindustrien, skriver Frederiksborg Amts Avis.
- Vores tunge industri vil stadig være belastet af særdeles høje etableringsomkostninger, og mange initiativer til etablering af en produktion kan stadig dræbes hurtigt. Hvis man ikke har en stor pose penge før start, er alt håb ude, siger Claus Spiegelhauer, adm. direktør i DanSpray til Frederiksborg Amts Avis.
Duoens kritik kommer kort efter, at SR-regeringen og Venstre har fastlagt rammerne for Vækstpakke 2014, som bl.a. sparer danske virksomheder for 13,2 milliarder på energiafgifter de næste fem år.
Alligevel er de to direktører i stålindustrien ikke helt tilfredse. De har for nylig startet virksomheden DanSpray i Frederiksværk for et tocifret millionbeløb.
- Det er rart at lave noget i Danmark, men vi har de dårligste konkurrencevilkår. Derfor vil vores fabrik nummer to og tre også blive placeret i udlandet. Der er simpelthen for mange afgifter og skatter herhjemme, siger Jan Sørensen, adm. direktør i Nordisk Staal.
Formand for Vækstforum og Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen (S) mener, at flere af initiativerne i vækstpakken kan bruges til at hjælpe iværksættervirksomheder.
- Flere af initiativerne i vækstplanen skal løftes i samarbejde med Vækstforum Hovedstaden. Og her vil vi både se på, hvordan vi kan hjælpe iværksættervirksomheder og små og mellemstore produktionsvirksomheder. Jeg vil arbejde for, at vi sammen med regeringen udbyder et vækstprogram, hvor små og mellemstore produktionsvirksomheder kan få rådgivning og sparring, der kan øge virksomhedernes produktivitet og konkurrenceevne, siger hun til Frederiksborg Amtsavis.
Newspaq