Fem procent af de 62-64-årige vurderer, at deres arbejdsevne mindst er halveret, viser tal fra forskningsprojektet Seniorarbejdsliv, som Jyllands-Posten bringer i dag.
Det er i den aldersgruppe, man finder dem, som først vil få mulighed for at benytte sig af Socialdemokratiets forlag om differentieret folkepension.
Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, har tidligere anslået, at mellem hver ottende og hver femte dansker vil få muligheden for at trække sig to-tre år før den generelle pensionsalder, hvis partiets politik gennemføres.
- Nedsat arbejdsevne er nok den indikator, der kommer tættest på at vise, om folk er nedslidte, siger Lars Andersen, der er professor ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, til Jyllands-Posten.
Minister: Uintelligent
Forskellen mellem tallene viser, at der vil være en betragtelig del ”ikke-nedslidte”, som får chancen for at gå tidligere på pension, hvis de har været mange år på arbejdsmarkedet.
- Det er penge, som kunne være brugt på mere værdigt trængende, siger Michael Svarrer, formand for de økonomiske vismænd.
Og han bakkes op af beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V):
- Der vil være mennesker, som ikke er nedslidte, der vil stoppe med at arbejde. Det er en uintelligent måde at bruge pengene på, siger han til Jyllands-Posten.
S: Intet problem
Den socialdemokratiske model bygger på, at den tidlige pension skal være en rettighed i modsætning til f.eks. seniorførtidspension, hvor man skal gennem en visitation.
Det socialdemokratiske medlem af Folketingets beskæftigelsesudvalg Mattias Tesfaye har intet problem med, at borgere, som ikke kan bevilges en seniorførtidspension, kan gøre brug af en tidligere folkepension:
- Hvis det lykkes at vinde valget og skrue en ordning sammen, så vil jeg ikke falde ned af stolen, hvis jeg ser en enkelt rask og rørig person i TV Avisen, der siger: ”Nu har jeg brugt Mette Frederiksens ret til tidlig folkepension, så nu er jeg ude at spille golf.”