Vakuum-løfteren suger plasticbakkerne med svinekamme, bov og nakkefilet op, og Chris Jakobsen rykker dem videre over på et af pakkeriets slidte rullebånd. Og fra Tulips pakkeri i Kolding ryger kødet videre på paller ud i lastbilerne til supermarkedets kølediske, til restauranter eller ud til detailslagteren.

Chris har været et hjul i kødbranchens maskineri, siden han fyldte 18 – først som slagteriarbejder på Tican og i dag på Tulips pakkeri i Kolding:

- Alt det boglige trak ikke i mig, for jeg er ordblind og har DAMP. Men når der var noget fysisk, så var jeg på højde med de andre. Og slagteriet var en god måde at tjene penge på, siger Chris.

I dag er han 30, men med sine 12 år i branchen har kroppen allerede betalt en pris for det hårde arbejde i fabrikshaller, hvor temperaturen aldrig kommer over to grader.

- På det slagteri, hvor jeg arbejdede før, var der ikke så gode hjælpemidler. Det rev ad helvede til i skulderen, når jeg lavede løft over skulderhøjde. Så jeg bestemte mig faktisk for at stoppe i branchen, fordi jeg allerede havde skader som 27-årig, siger Chris, der nåede at melde sig på et kursus inden for lager- og logistik:

- Men startlønnen var så lav, at hvis jeg gik den vej, ville jeg ikke kunne klare terminen på huset. Jeg endte i stedet et halvt år hos kiropraktor, griner Chris.

Artiklen fortsætter under videoen.

Vil ikke tage medicin

For tre år siden var han heldig at få job på Tulips pakkeri i Kolding, hvor der er færre tunge løft og bedre hjælpemidler som for eksempel sugeløfterne. I dag har Chris Jakobsen ikke problemer med skulderen. Men han har tit snakket med ældre kolleger fra Tican, som er helt slidt ned. Deres rygge, arme, albuer – det hele.

- Jeg går ikke og glor ind i de andres skabe, men mange af de ældre tager piller for at komme gennem arbejdsdagen. Det er sørgeligt, at man ikke har passet bedre på medarbejderne i sin tid, siger Chris Jakobsen, som dog understreger, at branchen er blevet bedre:

- Hvis du går 20 år tilbage, skulle du hente alle varer op fra en stor kasse på gulvet og stå med bøjet ryg det meste af en arbejdsdag. Det ødelægger mennesker. Nogle kan jo ikke løfte deres børnebørn over hoftehøjde, siger Chris Jakobsen.

Med de reformer, der er vedtaget politisk, bliver folkepensionsalderen for Chris 73,5 år. Der er altså yderligere 43 år på arbejdsmarkedet. Trods hjælpemidlerne lyder det fremtidsscenarium lidt tvivlsomt:

NYHEDER

Læs også:

Mange tager piller for at klare jobbet: "Det er hul i hovedet"

- Vi er på akkord, og hurtighed er vigtig. Men havde det ikke været for tempoet, så kunne jeg måske godt blive længe, hvis vi får hjælpemidlerne til det. Og måske kan gå ned i tid. Men det er jo ensidigt gentaget arbejde, hvor du bruger de samme muskler igen og igen, siger Chris Jakobsen.

Stort tema på Tulip-pakkeriet

Det vigtigste for ham er, at han får en alderdom, som er bedre end tidligere tiders slagteriarbejderes. Derfor går han op i, at arbejdsmiljøet er i orden. Med de nødvendige hjælpemidler og muligheder for gymnastik.

- Min drøm er, at jeg kan spille fodbold med mine børnebørn, når jeg går på pension. Det tror jeg på. Men hvis du først er slidt ned, som nogle af de ældre, så tror jeg slet ikke på, at folk kan arbejde til de er 70.

Den stigende pensionsalder er et stort tema blandt de ansatte i branchen. Men det er først på det seneste, at det er gået op for folk, hvor meget den vil stige.

NYHEDER

Læs også:

Test dig selv: Hvornår kan du gå på pension?

- Jeg vil ikke sige, at det ikke er tænkt igennem, for selvfølgelig har politikerne tænkt det igennem. Men der er mange, der ikke tror på, at de kan holde, til de er 70 eller måske længere. De kan måske være på kontor, men der er mange fag, hvor du ikke kan være med.