"Det er manipulation af befolkningen."
Så hård er kritikken fra ekspert i statskundskab af Anders Fogh Rasmussens rolle i tiden op til folkeafstemningen om en ny tronfølgelov.
Statsminister Anders Fogh brugte nemlig skattekroner og embedsmænd på at sikre, at der kom et ja i hus til folkeafstemningen om tronfølgeloven.
Og ministeren sagde direkte, at han ønskede, at en informationskampagne om folkeafstemningen skulle skabe et flertal for loven i befolkningen.
Det skriver Information, der har fået aktindsigt i dokumenter fra statsministeren.
Statsministeriets rolle i sagen kritiseres altså nu kraftigt af eksperter i forvaltningsret, der beskylder ministeriet for at overtræde reglerne for etisk brug af embedsmænd.
"Det her er problematisk. Udover at bryde med betænkningen om, hvad man må bruge embedsapparatet til, tilsidesætter man gode normer for, hvad en demokratisk debat skal indeholde. Der skal være en ligeværdig debat mellem parterne i en sådan sag," siger professor i Statskundskab ved Aarhus Universitet, Palle Svensson, der er manden bag beskyldningen om manipulation.
Og han får opbakning af professor Tim Knudsen fra Københavns Universitet.
"Det er uheldigt og uhensigtsmæssigt. Embedsapparatet skal fremstå neutrale i sådanne spørgsmål. Det indlysende acceptable ville have været at lave en pulje, hvor partier og organisationer kunne søge kampagnemidler fra," siger han.