Fire kristne briter har besluttet at gå til den europæiske menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, fordi de mener, at deres rettigheder er krænket.
De fire er blevet afskediget fra deres job. Det er de, siger de, fordi de er kristne, og det vil de ikke finde sig i.
Arbejdsretten i Storbritannien har ikke givet dem medhold.
To af de fire mistede deres job, fordi de mener, at homoseksualitet er i strid med Guds love.
Det er derfor i strid med deres religion at foretage sig noget, der støtter eller underbygger homoseksualitet, lyder deres argumenter.
En af de fire arbejdede på et officielt kontor, der blandt andet foretager borgerlige vielser. Den pågældende afviste at gennemføre en ceremoni for et homoseksuelt par, der ville leve i registreret partnerskab.
En af de andre er terapeut, og vedkommende afviste at rådgive par af samme køn med knas i forholdet.
De to sidste, en sygeplejerske og en stewardesse fra British Airways, ragede uklar med deres arbejdsgiver, fordi de bar halskæder med kors.
Forsvareren for stewardessen påpegede, at muslimer og sikher ikke havde restriktioner, når det gælder turban eller den muslimske hovedbeklædning hijab.
Men de britiske dommere har afgjort, at kristendommen ikke kræver, at man skal bære et kors.
Den tidligere ærkebiskop af Canterbury George Carey siger, at disse fire menneskers tro ville have høstet udbredt respekt i det meste af den tid, som Carey har levet.
Men denne sag har nu fået ham til at stille spørgsmålet, om tro kan være en hindring for at arbejde i det offentlige.
- Tidligere var der plads til forhandlinger mellem enkeltpersoner og deres arbejdsgiver, men byrden af stadig mere regulering betyder, at spørgsmål om samvittighed og frihed negligeres til fordel for konformitet, siger Carey.
/ritzau/AFP