Offentligt ansatte skal have tunge argumenter klar, hvis de skal tale sig til en lønstigning til næste år. Nedturen på det private arbejdsmarked ser nemlig ud til at gå ud over den offentlige sektor.
Og det kommer til at ramme medarbejdere i kommuner og regioner med en lønnedgang, skriver Jyllands-Posten.
Den såkaldte reguleringsordning, der skal forhindre, at private lønninger løber fra de offentlige, gælder nemlig også den anden vej. Og som det ser ud nu, har de offentlige fået lønstigninger, der overgår de privates.
"Vi har altid været vant til, at overenskomster handlede om, at man skulle have noget mere om måneden. Vi kan ikke under nogen omstændigheder medvirke til, at man sætter lønningerne ned. Anstændigheden taler for, at regningen må betales, når der er penge til det," siger FOA-formand Dennis Kristensen.
Økonomiaftalen mellem Kommunernes Landsforening og regeringen opererer imidlertid med, at kommunernes lønudgifter skal mindskes med 1,06 procent fra den 1. oktober 2010.