Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.
Finanskrisen har lukket virksomheder verden over, og mange er privat kommet i økonomisk klemme. Men der er også gode ting ved krisen.
For ikke side 1961 har der været så få trafikdræbte i USA, og i samtlige OECD-lande undtagen Israel og Norge er antallet af dræbte i trafikken faldet med mellem 2 og 27 procent.
Og det er faktisk finanskrisen, som får æren. Når det går dårligt for økonomien, kører vi mindre i bil og letter lidt på gaspedalen, skriver Jyllands-Posten.
"Hverken vejtekniske ændringer, mere sikre biler eller en bedre uddannelse af trafikanterne kan give så stort et fald. Den økonomiske krise betyder måske, at hele vores tilgang til verden bliver lidt mere forsigtig," mener trafikforsker ved Aalborg Universitet, Harry Lahrmann.
Sidste år faldt antallet af trafikdræbte med 3,4 procent, og eksperter skønner, at tallet for i år vil falde med 15-20 procent.
I 2008 mistede 401 danskere livet i trafikken.