Brøndby IF's ledelse tager konsekvensen af de stramme tider og går ned i løn, ligesom det er sket for spillerne.
Det meddeler klubben i forbindelse med det netop åbnede transfervindue, skriver sporten.dk.
"Vi vil da gerne være med til at sende et signal," siger næstformand i Brøndbys bestyrelse, Benny Winther, til sporten.dk.
I 2007 var bestyrelsens samlede honorar på 1,3 millioner kroner, hvilket faldt til 1,1 million i 2010. Og det forventes at falde yderligere.
"Vi kommer til at gå ned i vores bestyrelseshonorarer. Vi er faktisk allerede gået ned, hvilket vil fremgå i regnskabet for 2011. Om vi går yderligere ned i 2012, skal vi naturligvis diskutere, det har ikke været på dagsordenen endnu, men det er da noget, vi sandsynligvis vil gøre," siger Benny Winther til sporten.dk.
Også direktionen har skåret ned. Fra lønudgifter til direktionen på 4,7 millioner kroner i 2007, er beløbet faldet til 2,8 millioner i 2010.
Og Brøndby er ikke de eneste, der sparer på de administrative udgifter. Det samme er sket i AaB.
"Vi har gjort en del for at sænke niveauet. For det første blev vi en mand mindre i bestyrelsen i 2011, og som det vil fremgå af regnskabet for 2011, er bestyrelsesmedlemmerne gået ned med 15 procent i honorarer," siger bestyrelsesformanden i AaB, Finn V. Nielsen, til sporten.dk.
Kilde: Sporten.dk