Til daglig står hun i spidsen for et tv-program om politifolk, der jagter hårdkogte kriminelle.
Men nu griber lovens lange arm fat i studieværten Tine Røgind fra Kanal 5's populære magasin 'Krimi 5'. Hun befinder sig midt i en alvorlig sag om stoffer og skydevåben, som tidligere på året sendte hendes ekskæreste bag tremmer. Det skriver Ekstra Bladet.
Politiet har sigtet Røgind for narkohæleri og efterforsker aktivt, om tv-baben har nydt godt af de penge, som den gamle kæreste med initialerne K.P. lavede ulovligt på køb og salg af amfetamin. Derudover har hun også taget ulovlig kontakt til den gamle kæreste, mener ordensmagten.
Tine Røgind fortæller gennem sin advokat, at der slet ikke er nogen sag.
"Ja, det er korrekt, at hun er blevet anholdt og sigtet for medvirken til hendes ekskærestes kriminalitet, men sigtelsen bliver snart frafaldet," lyder det fra advokat Stine Gry Johannesen.