Danmark har i årevis huset en krigsforbrydelser - uden offentligheden har kendt til det.
I 1993 stod bosnieren Refic Saric bag omfattende mishandling af andre bosniere i den kroatiske fangelejr Dretelj. Her døde to fanger efter at være blevet gennempryglet, mens andre fik sparket tænder ud, og blev banket bevidstløse, skriver Jyllands Posten.
I 1995 blev han idømt otte års fængsel og derefter udvisning på grund af krigsforbrydelserne. Han blev løsladt omkring årtusindeskiftet, men blev aldrig sendt ud og har siden levet på tålt ophold, selvom Bosnien ifølge Danmarks ambassadør i Sarajevo er fredeligt i dag.
Nyheden vækker harme hos Dansk Folkeparti, som kræver, at integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) straks tager affære.
"Det må vi tage op med integrationsministeren omgående, for der er ingen grund til, at vi accepterer, at han fortsat bor i Danmark," siger retsordfører Peter Skaarup til Jyllands Posten.
Birthe Rønn Hornbech mener dog ikke, at der er noget at gøre i sagen, så længe Flygtningenævnet har sagt nej til en hjemsendelse.
"Det er altid utilfredsstillende, at udviste ikke kan udvises. Men hvis Flygtningenævnet siger nej til udsendelse, ja så kan der ikke udsendes," siger hun.
Selv mener Refic Saric, at han har ret til at blive i Danmark, da han har et dårligt hjerte.