Partiet har tidligere været i mod det såkaldte roadpricing, hvor der indføres en vejbenyttelsesafgift, selv om oppositionen i flere år har argumenteret for roadpricing, så biltrafikken kan begrænses.
"Vi må lægge alle parader og prøve at indføre roadpricing. Princippet skal være, at jo mere kø, der er, jo mere man slider på vejene, og jo mere CO2 man udleder, jo mere skal man betale i vejbenyttelsesafgift. Samtidig skal det være billigere at køre på vejene i Vestjylland, hvor der ikke er så meget kollektiv trafik som i f.eks. hovedstaden," siger trafikordfører og politisk ordfører for de konservative, Henriette Kjær, til Jyllands-Posten.
Til gengæld mener partiet, at registreringsafgiften for nye biler skal sænkes med 50 procent.
Hverken Venstre eller Dansk Folkeparti er afvisende over for at indføre roadpricing.
"Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at betale for at køre på vejene. Men det skal være socialt og geografisk afbalanceret, så vi ikke river landet skævt," siger Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen.