Selv her i juli måned kan man allerede glæde sig lidt til firmaets julefrokost.
Men ikke hvis man er en af de 4.000 ansatte i Faaborg-Midtfyn Kommune. Her er den årlige julefrokost nemlig droppet til fordel for et motionsløb, skriver Fyens.dk.
Medarbejderne plejede at få et tilskud til den årlige julefrokost af arbejdspladsen, men det får de ikke fremover. I stedet bliver de inviteret på motionsløb i august.
Årsagen er blandt andet, at kommunen vil fremme sundheden blandt medarbejderne, og derfor har prioriteret at bruge pengene på motion frem for fest. Personaleudvalget, der har taget beslutningen, håber desuden, at det kan få de mange ansatte i kommunen til at lære hinanden at kende på tværs af arbejdspladser.