Yderligere 47 millioner skal Københavns Kommune betale tilbage til grundejere.
Det sker, efter at kommunen uretmæssigt har taget for mange penge for rengøring og vedligeholdelse af fortove.
Det skriver TV2 Lorry.
4000 borgere i det centrale København er omfattet af sagen. De har således betalt for meget, i forhold til hvad opgaven burde have kostet.
Kommunen har tidligere tilbagebetalt 17,5 millioner kroner. Men mandag vedtog et enigt Teknik- og Miljøudvalg i København, at kommunen skal betale yderligere 47 millioner kroner tilbage.
Vedtagelsen skete, efter at Teknik- og Miljøforvaltningen i samarbejde med Økonomiforvaltningen har lavet nye beregninger. De viste, at grundejerne har krav på yderligere 47 millioner.
Beregninger blev foretaget på baggrund af rapporter fra Intern Revision og eksterne advokat- og revisionsselskaber.
- Udvalget har stået skulder ved skulder med et løfte om, at vi vil tilbagebetale alt, hvad vi har ret og pligt til i denne sag, siger Karina Vestergård Madsen, der er fungerende teknik- og miljøborgmester for Enhedslisten, til TV2 Lorry.
Ifølge tv-stationen vil pengene automatisk blive tilbagebetalt til de berørte grundejere.
Det er fortsat uvist, hvordan kommunen vil finansiere de 47 millioner kroner.
Forvaltningen ville tidligere låne 20 millioner internt fra kommunekassen og finde de resterende 27 millioner kroner inden for dens egen ramme. Det forslag blev ikke godkendt på mandagens møde.
I stedet bad udvalget om, at forvaltningen vender tilbage med en ny indstilling herom.
/ritzau/