I flere år er en 20-årig lettere retarderet pige blevet udsat for vold og sexmisbrug af sine forældre og tilsyneladende også sine otte søskende.
Den uhyggelige sag stammer fra Brønderslev, hvor byens borgmester, Lene Hansen er i chok.
"Jeg gik fuldstændig i baglås, da jeg hørte om sagen, og jeg kunne ikke forstå, det var rigtigt," siger hun til Nyhedsbureauet Newspaq.
Politiet anholdte forældreparret i går, efter at den 20-årige pige selv kontaktede politiet og fortalte, hvad der foregik.
Familien har kun boet i Brønderslev Kommune i nogle få måneder, og Lene Hansen raser over, at kommunen ikke er blevet informeret om familien af den kommune, hvor de tidligere har boet, Guldborgsund Kommune.
"Det er jo rystende, at det skal så langt ud, før nogen reagerer. Denne familie har i mange år haft brug for hjælp i den kommune, de har boet i, men kommunen har altså undladt at reagere. Det er forfærdeligt," siger hun og fortsætter:
"Jeg vil gå til Ankestyrelsen med det her. Det bør ikke kunne finde sted i dagens Danmark," siger hun.
Allerede kort efter familien var flyttet til byen, underrettede børnenes skole kommunen om mistænkelige forhold i hjemmet. Derfor har kommunen holdt øje med familien fra begyndelsen, fastslår Lene Hansen.
Børnene er nu anbragt hos en plejefamilie, og kommunen skal nu lægge en plan for deres videre tilværelse.