Måske sidder den flinke receptionist på rådhuset ikke længere på sin vante plads. I så fald er hun en ud af 11.111 ansatte i kommunen, der har mistet sit job på bare et år.
Det antal mennesker er nemlig røget fra rækkerne af kommunalt ansatte mellem 2009 og 2010. Det skriver Kommunernes Landsforenings nyhedsbrev, Momentum.
Momentum har fået lavet undersøgelsen af de kommunale stillinger i samarbejde med Det Fælleskommunale Løndatakontor.
Michael Ziegler, formand for KL's Løn og Personaleudvalg og borgmester i Høje-Taastrup, synes, at tallene er udtryk for, at kommunerne tager ansvar for den svære økonomiske situation.
"Det er selvfølgelig aldrig rart at måtte afskedige dygtige medarbejdere, men i de økonomiske vanskeligheder, kommunerne står i, har vi ikke noget valg. Langt den største del af kommunernes udgifter ligger på personalelønninger, og derfor vil besparelser uvilkårligt også komme til at gøre ondt på medarbejdersiden," siger Michael Ziegler.
Der er i dag 383.784 kommunalt ansatte i Danmark. Det antal er det laveste siden kommunalreformen gik igennem i januar 2007. Sosu'erne er den gruppe, der procentvis er hårdest ramt - 4,5 procent er røget på et år.
Kilde: Momentum