Tirsdag aften afskedigede byrådet i Kolding Kommune direktøren i børne- og uddannelsesforvaltningen.
Fyringen af 59-årige Helle Thiele skete efter et massivt overforbrug på 29 millioner kroner i en forvaltning, som er blevet kaldt "en stor rodebunke", skriver JydskeVestkysten.
Borgmester Jørn Pedersen (V) siger til avisen, at der er indgået en gensidig fratrædelsesaftale.
Ifølge JydskeVestkysten er der i forvaltningen igangsat flere milliondyre initiativer uden politikernes godkendelse. Samtidig er politisk besluttede besparelser ikke ført ud i livet af embedsværket.
I februar fyrede Helle Thiele forvaltningens mangeårige økonomichef Kai Ekmann med forklaringen, at forvaltningens overforbrug skyldtes "dårlige rutiner, manglende overblik og en gammel kultur", skriver avisen.
Økonomichefen tog efterfølgende til genmæle i en fortrolig rapport, hvor han hævdede, at skoledirektøren og skolechefen har talt usandt i deres forklaringer om overforbruget. Det er usikkert, om sagen også får konsekvenser for skolechef Lars Svenson.
For knap tre uger siden kom det frem, at Helle Thiele i 2018 havde brugt et større sekscifret beløb på at få ledelsen i hendes forvaltning til at kunne samarbejde bedre.
Helle Thiele nåede at få tre år i direktørstolen, og fyringen af hende udløser samtidig en stor rokade og en helt ny organisation af Kolding Kommunes forvaltninger. Tre nye forvaltninger vil 1. april se dagens lys i Kolding Kommune.