Det er ubegribeligt, at Helle og hendes mand ikke har haft en revisor til at kontrollere deres komplicerede økonomi. Men historien kommer ikke til at afgøre valget.
Sådan lyder den nogenlunde samstemmende vurdering fra korpset af politiske kommmentatorer i danske medier.
Hos Ekstra Bladet kalder den tidligere konservative formand Hans Engell det en møgsag for S-formanden, men han mener ikke, at det er en "atombombe" under Helle Thorning.
"De røde vil stadig stemme rødt, de blå vil stadig stemme blåt, og de, der godt kan lide Helle, kan stadig godt lide hende - og måske hæfte sig ved, at B.T. bringer stinkeren netop på det allerværste tidspunkt overhovedet, mens det solide flertal i meningsmålingerne for rød blok er ved at smuldre og tæt på valgkampens hidsige slutspurt," siger han til Ekstra Bladet.
Den vurdering deler Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, der mener at Helle Thorning hurtigst muligt bør få valgkampens fokus væk fra sig selv.
"Det afgørende for skadevirkningerne bliver, om sagen bliver hængende i mediebilledet - eller om sagen er væk allerede i morgen," siger Thomas Larsen til Berlingske.
For hvis det ikke sker, kan gruppen af tvivlere blive påvirket af den negative historie. For de ser på personen og ikke politikken, mener Jyllands-Postens politiske kommentator, Ralf Pittelkow.
"Personer og personspørgsmål betyder mere og mere for vælgerne i takt med, at de er usikre omkring det politiske indhold," siger han til Jyllands-Posten.