Villy Søvndal har været de seneste års politisk superhelt, og han har siden tiltrædelsen som SF-formand i 2005 banket vælgertilslutningen op i rekordhøje luftlag med 19 procent i 2009 som absolutte højdepunkt.
Men Villy har toppet for længst, lyder det fra tre af landets mest markante politiske kommentatorer, som dog er uenige om årsagerne.
Om end SF stadig står til at få et godt valg, er den nuværende tilslutning på ca. 13 procent et tegn på, at luften er gået af ballonen, mener JyllandsPostens og Berlingskes politiske kommentator. De tror, det skyldes, at vælgerne ikke kan se, hvor SF slutter, og S begynder.
"Vælgerne gider tilsyneladende ikke rigtig fedtspillet, hvor Villy Søvndal og co. ikke vil markere sig med standpunkter, der bryder alliancen med vennerne i S," skriver Jarl Cordua i sin blog på JP.
Han mener, at SF har lagt sig så tæt op ad Socialdemokraterne, at Enhedslisten er det eneste venstrefløjsparti i dansk politik.
"Strategisk er det utvivlsomt fornuftigt, hvis Søvndal fastholder alliancen med S, men prisen for magten er en uklar profil og mandattilbagegang," konkluderer han.
Villy Søvndal forsøger i dagens Politiken, at forklare forskellene på S og SF's politik, men det er for sent, vurderer politisk kommentator Thomas Larsen fra Berlingske.
"Villy Søvndal (har) satset hele butikken på at udvise en ubrydelig loyalitet overfor Thorning. Nu risikerer han at blive fanget i slagskyggen fra hende, mens Margrethe Vestager og Johanne Schmidt-Nielsen står i projektørlyset og stjæler vælgere fra SF i stor stil."
På Politiken er lederskribent og politisk kommentator Kristian Madsen også opmærksom på SF's dalende vælgertal. Men han mener modsat sine kolleger, at nedgangen har været uundgåelig.
"SF har skiftet en del af sit vælgerkorps ud," skriver Kristian Madsen. Han peger på, at siden partiet toppede i 2009, har ledelsen arbejdet målrettet på at gøre SF 'regeringsdueligt'. Det har betydet, at nogle vælgere er gået over (eller hjem) til R og Ø. Men vigtigst af alt har SF formået at trække stemmer fra den anden side af midten, og det var strategien, der i sidste ende skulle give rød blok sejren.
"Hvis Villy Søvndal får 15 procent, men må fortsætte i opposition, har hans strategi været en fiasko. Hvis har får 11, men kan bringe partiet i regering, er han en succes," konkluderer Madsen.