Vælgerne har fået rig mulighed for at se De Konservative i medierne under den seneste måneds folkeskoleforhandlinger. Men de har ikke været så vilde med det, de har set.
Det vurderer politisk kommentator Lotte Hansen på baggrund af en politisk meningsmåling lavet af Voxmeter for Ritzau.
Den viser, at De Konservative lige nu står til at få 3,7 procent af stemmerne mod fire procent for en uge siden og 4,5 for en måned siden.
- Det er jo ikke, fordi de er gået så meget tilbage, men det viser, at Lars Barfoeds potentielle vælgere ikke synes, det her solostunt, som han lavede ved folkeskoleforhandlingerne, var skide smart, siger hun.
De Konservative har stået stejlt på, at landets folkeskoleelever ikke skulle tvinges til at lave deres lektier på skolen, men i stedet have tidligere fri og selv disponere over deres tid.
Men den holdning har ifølge Lotte Hansen ikke vundet meget gehør blandt de konservative vælgere.
- Hvorfor skal deres vælgere heriblandt mange selvstændige sidde hjemme og læse geografi med junior klokken 14.30? Der er de jo på arbejdsmarkedet. Her tror jeg, De Konservative skød forkert, siger hun.
De Konservative nedlagde veto mod tvungne lektiecafeer under forhandlingerne, og dermed så det en overgang ud til, at en skolereform først ville kunne træde i kraft efter et folketingsvalg.
Torsdag lykkedes det dog alligevel at afslutte det dramatiske forhandlingsforløb med en fælles aftale i forligskredsen - uden tvungne lektiecafeer indtil næste valg.
Men den umiddelbare sejr for Folketingets mindste parti giver altså ingen vælgerstorm i denne omgang.
- Det viser, at man skal passe på med at tage særstandpunkter for enhver pris. Man skal i hvert fald finde nogle, der ligger i tråd med vælgerskaren, siger Lotte Hansen.
/ritzau/