De to skibe tankskibe, der tidligere bragede sammen cirka 20 kilometer vest for Hirtshals er nu på vej videre.
Et af skibene slap afsted med mindre skader og fortsætter derfor rejsen.
"Det ene containerskib er på vej mod Bremerhafen. Der er kun begrænsede skader ude i stevnen, som nærmest er af kosmetisk karakter. Det betyder, at den kan sejle og forsætte," fortæller presseofficer Kenneth Nielsen fra Søværnets Operative kommando (SOK).
Det andet skib tog tidligere vand ind, og det ser ikke lige så godt ud for dette skib.
"Det andet skib har en lang flænge, Cleantec, og det er på vej op nord om Skagen for at ende i Aalbæk bugt. Skibet kan ikke fortsætte sin rejse. Det skulle ellers have været helt til Sydamerika," siger Kenneth Nielsen fra SOK.
SOK forventer, at skibet sejler forbi Skagen ved fire-tiden i dag. Når skibet ankommer til Aalbæk bugt, der fungerer som en nødzone, skal der findes en løsning på, hvad der skal ske med lasten.
"Den har 30.000 tons gødning om bord, som vi skal have flyttet over på et andet skib, inden det skal på værft," siger Kenneth Nielsen.
Gødningen i skibets last er dog ufarlig, og det er ikke skadeligt for miljøet. I fald det skulle sive ud, ville det blot sænke til bunds.
Om bord på skibet er også 1000 tons olie, men SOK ser ingen tegn på lækage.
"Det ser ikke ud som om, der er skade på olietankene," lyder vurderingen fra Kenneth Nielsen.