Druk, smøger, usund mad og alt for lidt motion. Det er årsagerne til, at københavnere i snit dør 2,2 år før alle andre danskere.
Konklusionen fremgår af en ny rapport fra Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, skriver pol.dk.
Resultaterne vækker bekymring på Københavns Rådhus.
"Det er nogle rigtigt dårlige tal, som jeg bestemt ikke er glad for på københavnernes vegne," siger sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen (SF).
Forskerne bag rapporten peger på, at det fremover er vigtigt at forebygge rygestart, alkohol og fysisk inaktivitet, især blandt dem med kortest uddannelser, der er enlige eller uden arbejde.
Også stress og forurening er med til at trække københavnernes levetid ned.