To personer blev fredag såret ved et knivangreb på Amsterdams centrale banegård. Politiet har skudt og såret en mistænkt.
- En mistænkt er blevet skudt og såret efter et knivoverfald på Amsterdams Central Station, oplyser det hollandske politi på Twitter.
Den mistænkte er identificeret som en 19-årig afghansk mand med en tysk opholdstilladelse. En talsmand for politiet i byen siger samtidig, at man betragter hændelsen som et muligt terrorangreb.
- Vi overvejer seriøst, om der var tale om en terrorhandling, lyder det fra talsmand Franz Zuiderhoek.
Tusindvis af rejsende blev evakueret fra banegården i forbindelse med episoden, der skete lige over middag i den hollandske hovedstad.
- Omkring klokken 12.10 stak en mand i den vestlige tunnel på Amsterdams centrale banegård to personer og blev lige bagefter skudt af politiet, siger Rob van der Veen, en anden talsmand for politiet.
Han understreger også, at man ikke udelukker terror som motiv.
Øjenvidner fortæller, at der udbrød stor panik, da der lød skud på stationen kort efter middag.
Et øjenvidne fortæller til nyhedsbureauet ANP, at en ung mand vaklede ind i hans blomsterforretning på stationen. Han blødte fra sin ene hånd.
- Kort efter hørte jeg nogle skud, og jeg vidste da, at der var noget, som var gået frygtelig galt.
- Det første, som man tænker, er, at det er et terrorangreb. Det er jo trods alt Amsterdams hovedbanegård, siger han.
Omkring 250.000 personer benytter togstationen hver dag. Den ligger i byens midte omgivet af kanaler.
Stationen er af de vigtigste trafikale centre i storbyen med tog til blandt andet Schiphol-lufthavnen.
Efter knivoverfaldet blev to perroner lukket for trafik. Men de genåbnede to timer senere.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP