De sidder tættest på skolebænken i Gentofte og Furesø.
Her er der nemlig i gennemsnit 22,8 elever per klasselokale, hvilket er det højeste antal i landet. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Rødovre og Helsingør fylder også klasserne godt op med henholdsvis 22,6 og 22,2 elever per klasse.
Og det er i de tyndest befolkede områder, at der er færrest elever per klasse. Region Nordjylland er den region i Danmark med færrest elever i klasserne. Her er gennemsnittet 18,8 elever.
Og så er der de danske øer, hvor der er allermest plads til eleverne i klasselokalet.
Færrest elever er der i klasserne på Samsø, hvor der kun er 11,4 elever per klasse. Herefter kommer Ærø med 13,6 elever og Morsø med 15,9 elever.
/ritzau/