Kinesiske soldater har lørdag kortvarigt været i aktion i Hongkong, hvor de var med til at rydde op efter de seneste demonstrationer.
Det oplyser den kinesiske hærs officielle profil på det sociale medie Weibo.
- Soldater fra hærens Hongkong-afdeling hjalp indbyggerne med at rydde op på vejene og fik bifald fra de tilstedeværende indbyggere, lyder det.
Det vurderes dog, at soldaternes tilstedeværelse vil puste yderligere til uroen i den særlige selvstyrende region. Det er nemlig øget kinesisk indflydelse, der har udløst historiske demonstrationer i regionen.
En talsmand for Hongkongs regering understreger, at regeringen "ikke har anmodet" om hjælpen fra Kinas hær.
Det er yderst sjældent, at de kinesiske soldater, der er placeret i Hongkong, offentligt blander sig i regionens dagsorden.
Ifølge nyhedsbureauet AFP var det mænd fra hæren med kortklippet hår og identisk idrætstøj, der lørdag foretog en hurtig oprydning.
Kinesiske soldater har kun været på gaden i Hongkong en enkelt gang før, siden regionen blev overdraget fra Storbritannien til Kina.
Det var efter en stor tyfon i slutningen af sidste år.
Overdragelsen af Hongkong skete i 1997 på betingelse af, at regionen skulle forblive delvis selvstændig frem til 2047.
Demonstrationerne i Hongkong begyndte oprindeligt i juni som følge af et kontroversielt lovforslag. Forslaget ville gøre det muligt at udlevere borgere fra Hongkong til retsforfølgelse i Kina. Det er siden blevet droppet.
Protesterne er dog i stor stil fortsat på gaderne.
Senest har en 70-årig mand mistet livet, efter at han fik en brosten i hovedet. Det bekræftede en talsmand for sundhedsmyndighederne i Hongkong over for CNN natten til fredag dansk tid.
Manden blev ramt af brostenen under demonstrationer onsdag, mens han havde frokostpause fra sit job som rengøringsmand.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP