Egentlig skulle legen handle om sport.

Som i stangspring, discoskast og 100 meter hæk, men allerede nu burde discipliner som mudderkast, fingerpegning og håndvaskning måske blive indføjet i OL-kataloget, når Beijing til august åbner portene for den nok så prestigefyldte Olympiade.

For alverdens menneskerettighedsbevægelser har forlængst kørt så vrede grimasser i stilling, at ikke kun royale nobiliteter som prins Charles har trukket sig fra VIP-tribunen – og dermed tændt op under vor egen sportsfornøjede kronprins Frederiks svedige dilemma.

Nu er også kongen af Hollywood løbet fra sit ja til rollen som olympiadens kunstneriske rådgiver.

Kineserne lyner. Selv om man i kinamandens land elsker at råkopiere en god, gammel Steven Spielberg-film, så har protesterne mod stjerneinstruktøren på kort tid fået sig en spydig klang.

Spielbergs beskyldninger om, at Kina ved politisk passivitet støtter det igangværende folkemord i Afrikas Darfur-område, har ifølge de (statsstyrede) kinesiske medier fået landets borgere til at væmmes , og i stor stil debattere sammenblandingen af sport og politik på internettet.

Science fiktion-sport

En kommentator på avisen China Youth Daily mener, at Spielberg »lever i en science fiction-verden og er ude af stand til at skelne mellem drøm og virkelighed«. Andre debattører mener, at Kina konstant bliver gjort til syndebuk. For hvilken betydningsfuld nation får ikke jævnligt kritik af både Humans Right Watch og Amnesty International?

»Kan USA eventuelt selv lægge ryg til de olympiske lege, når Spielbergs eget land slagter civile i Afghanistan?« spørger en debattør ifølge nyhedsbureauet Xinhua.

En enkelt replik på China Youth Daily beskylder oven i købet den jødiske Steven Spielberg for at promovere zionisme, blandt andet i thrilleren Munich , der handler om de hemmelige israelske likvideringer efter palæstinensernes blodige terroraktion mod Israels OL-hold i München i 1972.

Med andre ord – hvis man ophøjer sport til politik, så er der for alvor grundlag for, at alverdens nationer kan kaste retoriske kugler og sparke glohede bolde tilbage.

Kø ved håndvasken

For hvad med Danmark? Ifølge Amnesty International har vi både problemer med isolationsfængslinger af mindreårige og (fremmed)diskriminerende kontanthjælp? Hvor pletrenset skal en nation være for (ikke) at modtage en fakkel af olympiske ild?

Det har filosof, doktor i teologi og ledelsesrådgiver Mogens Stiller Kjærgaard også tænkt over:

»Alle lande kan på en eller anden måde udsættes for kritik, og af samme grund er der forlængst gået dobbeltmoral og hykleri i den OL-debat,« siger han, og foreslår i øvrigt, at Antarktis i den politiske korrektheds navn tager sig af årets vinter-OL.

»Der er gået mode i at være korrekt, og derfor skynder folk som prins Charles og Steven Spielberg sig hen til håndvasken for at vaske hænder,« påpeger filosoffen.

Da OL blev holdt i USA, var der ingen, der snakkede om boykot på grund af problemer med dødsstraf og krigsførelse. Hvorfor går det nu så hårdt ud over Kina?

»Fordi vi ikke kan forstå kineserne, og faktisk er en smule bange for dem. Fordi der er mange af dem, og fordi de er en supermagt,« siger Mogens Stiller Kjærgaard, der selv har rejst i Kina, og derfor gerne vil være den første til at gøre opmærksom på den afgrundsdybe kulturforskel fra øst til vest.

»Glem nu ikke, at da vi andre boede i jordhuler, var kineserne højkultiverede. Her har kollektivet i mange, mange år rangeret over individet, og dermed har man en anderledes opfattelse af menneskerettigheder. Når man så rydder boliger for at bygge stadioner, så ser alle vesterlændinge forfærdede til. Men et OL er vigtig reklame for Kina.«

På et tidspunkt var legen i Kina også god reklame for Spielberg. Indtil der gik sport i at vaske hænder.